Fremmed i eget land

Arlie Russel Hochschild er sociolog og forfatter til Strangers in Their Own Land (2016). Bogen beskriver fem år blandt Teapartybevægelsen og Trumps vælgere i sydstaten Louisiana. Mange af dem havde en anden opfattelse af samfundsbilledet i USA, end den, man hørte i medierne eller end den, man faktuelt kunne dokumentere. Arbejdsløsheden var for nogen en faktor, andre havde den patriarkalske rigmand som ideal, men flere var fælles om, at de havde ikke fået del i et påstået opsving, som måtte være gået til demokraterne og den såkaldte eliteborger. Gennem disses øjne beskriver Hochschild bl.a. deres mistro til Obama og de mange, som har sprunget køen over: sorte, homoseksuelle, kvinder mv. Dette kombineret med en økonomisk svær fase pressede de hvide sydstatsborgere op i et hjørne.

“Progress had also become harder – more chancy and more restricted to a small elite. The Great recession of 2008 in which people lost homes, savings, and jobs had come and gone, but it had shaken people up….” (Hochschild, 2016, pp 100-105).

Hvis man skal nå disse vælgere, vil rationelle belæringer om lange samfundsøkonomiske forhold ikke fungere. Som Mounk siger (2014, p 3), må politikere tage ved lære af populisternes evne til at tale til hjertet. Og det betyder, at man som politiker skal ud af sin egen boks, hjerne og måske fornuft. For udover at de nye partier har skabt vælgertillid på sociale medier, hvad er det ellers, de nye partier gør?

Positiv populisme – følelsernes politik             

“Der findes to slags politikere: Dem, der sikkert har ret i deres udtalelser, men som ikke vedkommer os – og dem, som slet ikke har ret, men som trods alt berører os,” siger Kresten Schultz Jørgensen (2017, bagsideomslag). Folk mister tilliden til et teknokrati, alene baseret på fornuften. “Ligesom et styre, hvor kun følelserne hersker, er et effektivt afsæt for demagogi“ (2017, p 21).

Populisterne benytter sig af Identitetspolitikken, der er et Lukket-åben-forhold til en række grænseproblematikker, som kalder på stærke følelser.
Viktor Orbáns jerntæppe langs grænsen til Serbien har fx en stor symbolværdi (p 136). Også Støjbergs kage. “…(…) skillelinjen er blevet relevant, fordi samfunds-forandringerne har gjort identitetspolitikken til den væsentlige politiske kampplads, ” siger Jørgensen (2017, kapitel 5, pp 139-141).

Alle partier må kunne adressere skillelinjen i denne identitetspolitikkens lukket-åbenhed.

Dilemma mellem fornuft og følelse

“Man bør mene noget fornuftigt – og man skal kommunikere det med følelser,” siger Jørgensen (p 24). Kun den politiker, som taler til vores følelser, vinder næste valg – det er nescafé-udgaven af Jørgensens budskab. At politikere så alligevel vægter det rationelle højere og taber vælgere, skyldes, at de er påvirket af 1700-tallets oplysningstid. “Som børn af oplysningstiden er vi vant til at tro på, at fakta er vigtigere end følelser – og måske også lidt finere,” siger Jørgensen (p 21).

Amerikanere vil hellere have en, der taler til følelserne i skillelinjen, ligesom danskerne hellere ville have nye partier, som Alternativet, der taler til hjertet og danser lovedancepå et årsmøde (Tv2, 2016) end en Bjarne Corydon, der viser tal-forklaringer i salget af Dong til en tvivlsom amerikansk virksomhed. Også selvom salget blev en god forretning, så er det endt som en politisk tabersag, mener Jørgensen (2017, p 45 & pp 79-81).

Det politiske sprog er brudt sammen

Tillid til de politiske ledere er basis for, at magten kan udøves demokratisk. Når borgere har tillid, kan politikerne koncentrere sig om at realisere vækst, velstand og fred, mener Jørgensen (p 21). Sproget er en nøgle, et “bindemiddel”, som man har overset i den rationalistiske kalkule (p 22 & 171).

Det, vi ser nu, er, at de nye partier dyrker følelser, siger Jørgensen (2017). Mennesket vælger altså med følelserne og begrunder først derefter med fornuften. De ansvarlige politikere skal tale det demokratiske sprog – et sprog, der giver plads til både fornuft og følelser, fordi følelser nu engang styrer menneskers beslutninger. Den politiske kommunikation skal altså bygge bro mellem ”det professionelle og det populistiske” (2017, p 151 ).

Måske kræver en god debat også, at hvert nyt slægtled påtager sig, at forstå, hvad demokrati egentlig er.

 

Uddrag fra Mette Hafstrøm Kirkegaard “Gode vaner i offentlig debat” – special på afd. for retorik 2018.

maj 31, 2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *